Tlf. 44224604
Info til gæstesejlere

 

Vi nyder at få gæstebesøg i Svinø Bådelaug.

Herunder har vi samlet lidt forskellige oplysninger, som vi håber vil gøre et eventuelt besøg fra Jer til et behageligt ophold.

Vi er selv meget glade for vores lille sted, som har ca. 160 medlemmer. Her vægter vi det sociale samvær højt, og der er plads til alle. En snak med naboerne på broerne, grill og hygge i klubhuset ofte med både lidt musik og sang og for børnene er der gynger at hygge sig med samt mulighed for at fange krabber m.m.

Praktiste oplysninger:

I kan lægge til på vores gæstepladser, som ligger for enden af hver bro eller på pladserne med grønt skilt.

Vanddybden er ca. 1,30 m ved brohoved og ca. 1,0 m ved kajen.

Havnepenge er 150 DKK. og skal betales inden kl. 18:00 i mellemgangen ved toiletterne i klubhuset (kuvert betaling) eller MobilePay 53314.

Der er mulighed for at bade for 5 DKK., som betales samme sted som havnepengene.

Der er fri adgang til køkkenfaciliteter samt grill og friske krydderurter. Vores område med borde og bænke er skærmet af med læhegn af glas, så den smukke udsigt ud over fjorden og solnedgangen også kan nydes herfra.  

Drikkevarer, som øl og sodavand, kan trækkes i automaten til 10 DKK. En flaske vin koster 60 DKK. og der er også is til børnene til 5 DKK. Vin og is kan købes, når der er nogle af bestyrelsesmedlemmerne i huset.

I klubhuset ligger menu til den lokale pizzamand, som bringer ud for blot 20 DKK. 

Nærmeste indkøb er ved Ronæs Camping ca. 2 km og ca. 5 km fra Svinø ligger Nørre Aaby hvor der både er slagter, Netto og SuperBrugsen.

3 min gang fra Svinø Bådelaug er den lille landsby Gamborg, hvor I finder vejboden med lokale lækre grøntsager, kirken og forsamlingshuset med forskellige arrangementer samt en større legeplads og boldbane med mål. 

Middelfart ligger 7 km væk. 

Man kan godt tage en dukkert i Ellebæk Vig (bedst at gå forbi klubhuset og lidt ud langs fjorden), men hvis ønsket er en bedre strand kan det anbefales at tage til Føns strand (blåt flag), hvor der er iskiosk  eller Svenstrup strand. Begge steder ligger ca 6 km væk. Den smukke nye Lillebælt sti kan følges kystnært hele vejen til Svenstrup strand - ca 1 times gang. Her er offentlige toiletter men ingen kiosk, så medbring selv det nødvendige. Gå op forbi Gamborg Kirke og ud ad grusstien, hvorefter der kommer skilte til Lillebælt stien. En anden smuk travetur går ud langs Fjordvejen, hvor man ender i Føns vig eller kan fortsætte helt ud til nudist campingpladsen.